Atlantic Canada rundt på cykel

Til New Foundland

Via en kabeltrukket færge, nok grundet stærk strøm, kom jeg til North Sydney, hvorfra jeg kunne komme med færge til Port Aux Basquex, New Foundland. Da billetsælgeren så mine Dannebrog på cyklen, spurgte hun om ikke jeg kunne tænke mig at tage hurtigfærgen sidst på eftermiddagen – 2 ½ time om turen – for den var dansk og havde danske officerer ombord! Så jeg kom med Max Mols til New Foundland! Undervejs derover kom jeg op på broen. Det viste sig, at en af officererne var fra Fjerritslev, men det var dog maskinmesteren, som reddede dagen ved at sige, at han kunne huske en dansker, som for et par år siden cyklede Australien rundt. "Om det kunne være mig?"

New Foundland

New Foundland gav mig en meget våd start over til Lewisporte på den anden side af øen. Port Aux Basquex lå for enden af et åbent og barsk bjergområde i det sydvestligste hjørne af New foundland. Som altid i et sådant fugtigt vejr trak jeg mig ”ind i mig selv” og bare tonsede afsted, time efter time. Jeg havde dog en halv dag i overskud i ruteplanen, som gjorde at jeg kunne gøre de to regnvejrsdage noget kortere end planlagt. Jeg overnattede i Stephenville og Deer Lake de to nætter. Skoven begyndte at komme ved Stephenville og ved Corner Brook , som lå meget smukt, var jeg inde mellem bjerge igen. Gros Morne Nationalpark blev sløjfet – det ville ikke være meget bevendt at besøge stedet i et sådant usigtbart vejr. Det var meget lig det vestnorske fjordlandskab. På tredjedagen på øen holdt regnvejret op og jeg kunne cykle de sidste ca. 300 km. Til Lewisporte i perfekt sommervejr – godt og vel 20 grader.

Den lange sejltur

Min længste sejltur nogensinde stod for døren: 38 timer nordpå fra Lewisporte via Cartwright til Goose Bay, Labrador. Grundet manglende reservation skulle jeg skrives op på en liste hos purseren for at få en ledig seng i tilfælde af afbestillinger. Det var der! Først kom vi fem mand i en firesengskahyt – det var jo ikke lige sagen! Jeg fik så en kahyt helt alene, ganske vist uden vand, men der var det vigtigste: nemlig en seng, som skulle være min de to nætter sejladsen varede. Den første aften bød på en pragtfuld tur mellem mange øer og langs med New Foundlands lange nordspids og samtlige passagerer stod på dækket og nød den smukke solnedgang i havet. Næste morgen var sceneriet et ganske andet! Råkoldt – diset og med en udsigt mod en barsk klippekyst i det fjerne: Labrador. En vis knude begyndte at stramme i maven: Dette svarede ikke til de bileder, som jeg havde set af Labrador – og vi var kun nået halvvejs nordpå. Isbjerge begyndte også at dukke op i horisonten og snart var der mange af dem på deres vej sydpå. Jeg fik dæmpet mine betænkeligheder ved at finde frem til lokale fra Goose Bay. De gav mig den forklaring, at det var isbjergene samt det kolde vand her ud mod Grønland, som gav det barske klima. Goose Bay lå langt inde i landet for enden af en fjord. Her var der langt varmere. Den forklaring hjalp noget på optimismen.

Søndag eftermiddag, efter et døgns sejllads, lå vi til i Cartwright. Der går ingen veje til byen om sommeren, men om vinteren bliver der anlagt en snevej mellem byen og det sydlige Labrador tilbenyttelse af snescootere. Ved aftensmaden snakkede jeg lidt med kokken ombord angående min tur. M, at jeg gerne ville have godt vejr de kommende dage. Hans svar: ”you are out of luck!”

Trans Labrador Highway

I regnvejr gik jeg i land i Goose Bay – for enden af den vej, som var årsagen til, at jeg i det hele taget befandt mig i disse egne. Trans Labrador Highway, som forbinder Goose Bay med Labrador City og Baie Comeau ved St. Lawrence floden mod sydvest, er godt 1100 km. lang og heraf de godt 900 km. er grusvej! Her stod jeg så ved denne udpost med udsigt til mudder og et af de første skilte mit blik ramte var: Bilister – vær forberedt, næste service 294 km. borte! Disse distancer kendte jeg godt på forhånd blot ikke vejret, som umuliggjorde foretagenet denne dag. Jeg prøvede et par km., men vendte så om igen. Vejen var blevet for opkørt p.g.a. regnen. Rimelig nedtrykt begav jeg mig til byens lille lufthavn for at finde en løsning på dette her. Undervejs blev jeg stoppet af en af vejvæsenets folk. Han anbefalede mig at stille mig ud på grusvejen igen. Før eller siden ville jeg blive taget med op at køre - helt bestemt! Der kom jo dog trods alt ca. 100 biler på vejen dagligt. Så isoleret var byen dog heller ikke sagde han.Efter at have tjekket flyselskabets - for høje - priser gjorde jeg som foreslået.

Jeg tog regnfrakken på og ventede tålmodigt. Flere ønsker om held og lykke kom fra bilister, som kørte ind til byen. Så opstod chancen! En pick-up truck stoppede! Et forsker-ægtepar - Betty og Ralph Selfridge fra et universitet i Florida - skulle til næste by Churchill Falls for at se Verdens største underjordiske vandkraftværk, som lå der. Om jeg ville med? Cyklen kom op på laddet og jeg ind i kabinen. Puha – på den måde kom jeg hele vejen, de 294 km. til Churchill Falls! Heldig igen!

Det blev ved med at regne hele dagen. Næste morgen var det dog tørvejr og med indkøbt proviant til hele dagen begav jeg mig afsted mod næste by, Labrador City 240 km. borte. Skiltet med de 240 km. Til næste service gav jeg pokker i. Jeg kendte mig selv og vidste, at jeg kunne holde ca. 20 km./t = 12 timer på cyklen. Tiden gjorde ingenting, det var jo lyst sent så langt nordpå. Det gik også fint ad den tørre grusvej, som var uden de helt store stigninger. Jeg fik undervejs hilsener af bl.a. nogle motorcyklister, som gjorde honnør for mig!

Ved middagstid skete katastrofen: mit kamerabatteri løb tør for strøm!! Jeg bandede langt væk – mest på mig selv. At løbe tør for strøm i dette område kunne ødelægge hele turen rent billedmæssigt. Ret sur kunne jeg bare cykle videre. Så kom heldet igen til mig efter 120 km, halvvejs, kørsel ved 13,30 tiden: Jeg punkterede!
Medens jeg var ved at skifte slangen omgivet af den sædvanlige sværm af fluer og myg, holdt en bil ud for mig og chaufføren spurgte mig, om jeg havde problemer. ”Ikke rigtigt” svarede jeg, og dog, jeg havde brug for et batteri til mit kamera og jeg vidste, at jeg ikke kunne nå byen inden forretningernes lukketid. ”Hmm, smid du cyklen op på bagagebæreren på taget af bilen, så kommer du med ind til byen med 100 km./t” Chaufføren hed Kevin og var tidligere skoleinspektør i Goose Bay. Han skulle sammen med hans to små sønner på ferie sydpå. Således ankommet i god tid til storbyen – på størrelse med Hobro – gav jeg mig god tid på turistkontoret og fandt et B&B at overnatte hos. Stykket næste dag fra Labrador City til Motel Gabriel skulle vise sig at blive turens ”konge-etape” Jeg havde forlods regnet ud til 227 km. Heraf godt 100 km. Med asfalt, men samtlige alarmklokker begyndte at ringe, da jeg efter 30 km. Cykling så et skilt: next service 240 km.! Puha, det ville blive hårdt det her. Det blev ikke bedre af, at der kom69 km. Af det mest forfærdelige grusvej, at jeg Har cyklet på. Vejen var ødelagt af de mange malmtrucks fra minerne i området, og som hver gang de passerede mig, indhyllede mig i en enorm støvsky. Når det skete gav det mig en kriblen mellem skulderbladene: kom en bil i min side af vejen, ville chaufføren ikke have skyggen af en chance for at se mig på vejen. Well, uden de helt store materielle problemer blev de 69 km. Overstået og nu fulgte 89 km. Med asfalt til den nu nedlagte mineby, Gagnon.
Den fik med fuld skrue!

Dette ville blive en kamp med solens gang over himlen: Jeg var blevet advaret, ingen ved deres fulde fem ville benytte denne vejstrækning i mørke. Ved 18.00 tiden kom jeg til grusvej igen. Såmænd rimelig at cykle på. Nej, det var terrænet samt min begyndende træthed, som nu gav problemer. Prøv at tænke en uendelig række af 10-15% stigninger 400-500 m. ad gangen efterfulgt af ligeså stejle nedkørsler, hvor jeg måtte stå op for at modvirke stens slag mod baghjulet. Vand begyndte også at blive et problem – her fra aftenstid kom der ingen personbiler forbi mig. Jeg var nødt til at tage nogle uhyggelige chancer. Et sted så jeg tallet 52 km/t ned ad bakke på min computer – det vel at mærke på groft grus og med mange huller i vejen. Det krævede fuld koncentration hele tiden. Jeg skulle frem. Solen var gået ned ved 21.45 tiden, da jeg så det frelsende skilt: Motel Gabriel, 1 km.! Ved indskrivningen i stedets restaurant rystede jeg over hele kroppen og en snurren bredte sig i fingre og fødder. En hel masse ting skulle nu gøres i den rigtige rækkefølge. De lokale spurgte da også ”are you allright?”

Et hurtigt bad hjalp gevaldigt. Bagefter fik jeg spist noget spagetti, drukket en liter mælk og noget juice samt en masse kaffe og vand. Til sidst købte jeg mig to bananer og tre sandwiches, som jeg tog med ind på værelset, hvor jeg – uden tøj- bare lå mig ovenpå dynen med kolde klude på panden og på armene. Efter et par timer, ved 01.30 tiden, kunne jeg så spise det indkøbte. Her så jeg så først, hvad jeg havde præsteret den dag: 275 km. Det meste på grus og jeg havde siddet lige præcis 12 timer og 26 minutter på cyklen + et par punkteringer og en reparation af bagagebæreren.

Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har  været så træt. Den næste morgen gav jeg mig selv lov til at sove til klokken otte. Der skulle jo ”kun” cykles 103 km., ganske vist på grus hele tiden, til næste sted: Manic 5. Baghjulet var fladt, da jeg satte mig på cyklen. En sten havde nok slået mod fælgen i farten hen over indkørslens grus foregående aften, da jeg havde meget travlt med at komme frem. Samme forfærdelige terræn fortsatte hele vejen til Manic 5, men da strækningen ikke var længere, var jeg fremme ved aftenstid helt dækket til af støv fra de forbipasserende biler. Nu fik jeg at se, hvad det mærkelige stednavn egentligt var: en kæmpestor dæmning ved navn Manicouagan 5 – sidste i rækken af dæmninger fra Baie Comeau og nordpå. Motellet hed selvfølgelig Energi Motellet og var opholdssted for mange truckere. Sidstedagen på dette stykke vej var en sand fornøjelse: 216 km. asfalt. Jeg følte, at jeg fløj hen over bakker og det hele og så havde jeg endda den luksus at kunne holde ind to steder for at få noget at spise den dag. Eneste faremoment var de store træ-trucks, som der via skilte blev advaret imod, som kørte i fast rutefart mellem Manic 5 og Baie Comeau. De kørte som gale. Enkelte gav sig dog tid til at trykke i hornet og give mig V-tegnet ud ad vinduet – det gav moral!Da Baie Comeau ved St. Lawrence-floden blev nået, havde jeg stor lyst til at række begge armene i vejret og råbe højt. Jeg var kommet frem.

Til Halifax

Efter at have nået gennem Trans Labrador Highway forlod det meste af min energi og vilje mig og kursen blev sat direkte mod Halifax fra Matane på Sydsiden af St. Lawrence floden. Jeg kunne så ”nøjes” med at cykle ca. 160 km. I snit om dagen de sidste fire dage. Fremhæves skal dog den dejlige tur tværs over Gaspe-halvøen fra Matane til Cambellton, New Brunsvick. Bl.a. fik jeg set nogle af de overdækkede træbroer over floderne, som de har på de kanter. Mange hyggelige småbyer lå langs floderne – jeg var kommet til en helt anden verden bare ved at tage færgen fra Baie Comeau til Matane. Min sidste B&B blev også en oplevelse. I Pointe Verte blev jeg inviteret med til grillfest med bål og sang af de forsamlede irere og franskmænd. Den aften blev det over midnat inden sengen kaldte. Men den festaften fortrød jeg ikke. Lufthavnen nordfor Halifax blev nået i god tid. Cyklen blev skilt ad og det hele pakket. Turen gik hjemad, hvor jeg lige havde tre dage til at samle tankerne i, inden arbejdet på ny kaldte hos Protein Food.

Ps. Jeg fik cyklet 2772 km. På de 17 cykledage – resten af tiden fik med diverse færger og så var de 21 dage gået.