Data:     På cykel gennem to kontinenter:
                Kort-Syd                 Kort-Nord
               

Tierra del fuego – Alaska: På cykel gennem to kontinenter

Tierra del Fuego
Det var en råkold søndag d. 11 marts (5-6grader) at jeg stod parat i Verdens sydligste by, Ushuaia, kun ca. 100 km fra Kap Horn. De næste fire måneder var kursen nord, nord, nord til alaska – 20.000 km's cykling fra Ushuaia.
Langt hjemmefra; og dog - for hvem er de første mennesker jeg møder udenfor byen: en gruppe danske rejsende, som var med et stort krydstogtskib rundt om Kap Horn. De var nu lige på sightseeing på Ildlandet.
Ildlandet er delt i to: den bjergrige sydlige del og en steppeagtig nordlige del. Den nordlige del blev første alvorlige prøve på turen. Chile sidens veje var grus, hvor sandet var blæst bort og kun de store sten var tilbage som vejbelægning. Det var ligesom at cykle på toppede brosten! Dét ville jeg ikke byde cyklen; her i starten skulle intet ødelægges. Så ved grænseovergangen tog jeg bussen til den ene af to færgeruter til fastlandet: Provenir-Punta Arenas. Hvilket jeg ikke fortrød, da jeg efterfølgende kunne konstatere, at vejen absolut ikke blev bedre mod Provenir.

Argentina
Patagoniens trøstesløse bakkede sletter bød også på en kolossal forhindring for en cyklist: 7 dage med stormende kuling fra siden. Dødsens farligt hver gang en af de store trucks kom farende forbi.
Flere gange blæste jeg da også ud i rabatten. Igen måtte jeg handle fornuftigt! Op at køre! Det viste sig at være nemt, da de lokale godt vidste hvorfor jeg ville have et lift. At blæst var hverdagskost, viste vejskilte med forblæste træer som advarsler til bilister. Blæsten stilnede først af omkring Comodoro Rivadavia, ca. 1000 km. Mod nord. Herfra krydsede jeg mod nordvest til bjerg-og turistbyen San Carlos de Bariloche, hvor jeg havde en speciel oplevelse ved at besøge nogle vaskeægte pionerer – danske oveni købet .  Personificeret i ægteparret Jens og Inger Brendstrup, som havde forvandlet ørkenen ved Bariloche til et frugtkammer og indtog en fremtrædende plads hos byens ”spidser”
Dejligt område, for resten, omkring Bariloche med skovsøer, stejle bjerge og gode veje.

Chile
Grænseovergangen er tæt ved Bariloche. Her må jeg erkende, at jeg glippede med øjnene og svarede med et dumt dansk hva’ til hilsenen: Herzlich willkommen zu Chile!!
Det må havde været en ”fraulein” efterkommer af de tyske flygtninge fra anden verdenskrig jeg her var stødt på.
Rent vejmæssigt bød Chile på en af turens positive overraskelser med gode veje – den nord-sydgående hovedvej endda firesporet. Med masser af moderne butikker.
Jeg kom ind i Chile i det fattige sydlige landbrugdistrikt og op gennem frugt og vinmarker syd for Santiago, som bød på det sædvanlige storby mareridt for en cyklist: meget tæt trafik! Og så så jeg på cykelløb inde i centrum!
Med sin lange smalle form ændrer Chile sig naturligvis meget i natur. Nordfor Santiago er det Atacama-ørkenens knastørre, men storslåede landskab som åbner sig. De første dage her passede det lige med mine dagsmarcher fra by til by – lige til strækningen Chanaral – Antofagasta: 420 km med nul-og-niks overnatning imellem; ikke lige sagen for en cyklist uden telt.
Det løste jeg selvfølgelig med at tage den ”på tommelfingeren” efter ca. 100 km's cykling.

Peru
Grænseovergangen er her ca. midtvejs mellem Arica og Tacna. Den bød mig på første eksempel på korrupte embedsmænd i form af to grænsebetjente på Perusiden, som ville have 50 US-dollars for at slippe mig ind i landet. ”Wrong paper”, som de sagde jeg havde fået udleveret på Chilesiden. Det var dog ingen hindring, efter jeg havde betalt dem.
At komme til Peru gav mig noget af et kulturchock – så stor forskel er der faktisk mellem Chile og Peru. Det var en noget speciel oplevelse at gå rundt blandt stearinlys om aftenen på markedet i Moquegua som eneste ”blege” representant.
Jeg havde sådan glædet mig til at nyde udsigten til de tre høje vulkaner omkring Arequipa, men det blev ret kraftigt spoleret af smog og skidt og møj i luften omkring byen, så det var en ren fornøjelse at komme ned- og ud til kysten igen. Hvor næste oplevelse selvfølgelig var at se Nazca linjerne i ørkenen nordfor byen. Selve byen Nazca var et sammenrend af souvenir-sælgere og ”forretningsfolk”, som tilbød mig værelser i alle prisklasser.
Jeg svarede igen ved at tjekke ind på byens dyreste hotel: Hotel Nazca Lines: 65 US-dollars. Den lange tur ”på tommelen” nede i Chile havde bragt mig lidt foran tidsplanen og de par dage fik jeg til at gå i Lima inden afgangen til Panama City.

Mellemamerika
Lad det være sagt med det samme:Det største irritationsmoment i Mellemamerika, er alle de gange en ny grænse skal passeres. Værst var det dog ved grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua, hvor cyklen også skulle registreres med nummer. Der er ikke anden at gøre end at være tålmodig – det er MEGET bureaukratisk nogle steder!
Panama bød mig på andet eksempel på korrupt politi: På en smal vejstrækning holdt en lastbil sig bag mig, indtil han kunne komme forbi. Det gjorde næste lastbil i rækken imidlertid ikke! Da den ville overhale kom en modkørende personbil imod os. Dén måtte en tur ned ad en 5 m grøft. Gudskelov uden personskade, men der måtte politi til. En af tilskuerne talte engelsk, og hjalp mig igennem forklaringen til politiet. Efter det kunne jeg fortsætte, sagde de. Men der gik kun cirka et kvarters tid, inden de kom kørende  op til mig igen, og stoppede mig. Denne gang var der lige pludseligt udgifter til ”paperworks”! lig 20 US-dollars, inden jeg kunne fortsætte.
Hvem skulle tro, at et ”lille” land som Costa Rica kan byde på en opstigning til 3415 m over havets overflade – tro mig det kan det! Bjergkæden går lige på kryds af landet og når op i 3800 m.!

Nicaragua
Her kom jeg på en vejstrækning som lignede et bombekrater. Forklaringen fik jeg senere på dagen: En orkan havde passeret hen over egnen og efterladt vejen i dén tilstand,  jeg nu så. Det var også på denne strækning, at jeg måtte søge læ for solen et sted med en bambushytte. Her blev jeg tilbudt at måtte holde familiens kæledække en rigtig ”bambi”, og senere give det mælk fra en sutteflaske.

El Salvador
En scene i El Salvador glemmer jeg aldrig nogensinde: vejen var blevet så ujævn at cykle på, at jeg frygtede for cyklen, og derfor ”tomlede” den igen! Det havde også her sin årsag. Min chauffør denne gang sagde bare ” San Vicente” og gjorde en rystende og bølgende bevægelse med hænderne. Byen San Vicente var centrum for det kraftige jordskælv som ramte Salvador i februar måned, og nu blev jeg kørt lige igennem byen og så eftervirkningerne. Byens var fuldstændigt splittet ad, og mange gaders vejbelægning lå ligefrem i bølgeform. Det var noget anderledes at se det ”live” end på fjernsyn! Min chauffør spurgte mig ”fotos?” og jeg rystede bare på hovedet. Det var ikke lige mig at tage billeder af sådan en katastrofe. Det kunne han godt lide min indstilling til. Ellers var Mellemamerika, som andre steder på min vej,;præget de fattige lokales store gæstfrihed og hjælpsomhedm, til en cyklist som kom knoklende i varmen og den høje luftfugtighed!

Mexico
Mexico ser ikke ud af så meget som den ligger dér på kortet, "nedenunder" mægtige USA, men det blev faktisk dén stat som jeg fik cyklet længst i på turen. Her gik ruten langs med Stillehavskysten til Mazatlan og med færgen til La Paz , Baja California, og så nordpå til San Diego, USA.

”Montezumas hævn” - det udtryk er jeg selvfølgelig stødt på mange gange - dét ramte også mig! Allerede i Tapachula måtte jeg indkassere en kraftig diarré, og det er eftervirkningerne af den, som jeg er overbevist om , at jeg kom til at døje med resten af turen.

En tur langs Stillehavet her er jo lig med en passage af Acapulco. Som dog gør et beskæmmende indtryk som man kommer der på cykel. Helt omringet af utroligt beskidte forstæder og ujævn vej, inden man kommer ned til den berømte bugt.”Kystbyerne” her snød mig også et par gange: Når jeg troede, at der var overnatning i byerne var der bare nul-og-niks! Så måtte tommelfingeren i brug igen til næste by med hotel!

Jeg kom dog op til Mazatlan, og kom med færgen over til La Paz på den Californiske halvø, som er en rimelig lang forestilling på cykel! 1.500 km er der fra La Paz til Tijuana oppe ved San Diego! Og meget, meget varmt – på østsiden når temperaturen nemt over 4o grader. Amerikanerne har taget ”Baja” til sig som stedet, hvor de rimelig nemt og uforstyrret kan bade og fiske. Det kom også mig til gode! I byen Loreto faldt jeg i snak med to amerikanere, som havde passeret mig i bil dagen forinden, hvor de havde snakket om hvor varmt det måtte være at cykle derude på vejen. Nå ja, de skulle nordpå til Los Angeles samme dag, og hvis jeg ville, var der plads til cyklen bag i pick-up’en! Sådan- 1200 km i eet hug!

Nej; dog ikke. Jeg gik på kompromis ,og lod dem fragte mig 300 km til Catavina ca. 1200 m oppe på højderyggen af ”Baja”. Så kunne jeg næste dag trille ned til den kølige vestside. Fint nok! Så havde jeg mere energi til at klare den kommende ”forhindring”: Ensenada-Tijuana-San Diego-Los Angeles.

USA
Det var lig med ca. 500 km non-stop-by. Prøv lige det på cykel! At komme nordud af L.A. på cykel er lig med problemer. Man ”støder ind” i Interstate 5 hele tiden!! Igen fik jeg hjælp. Af een, som boede i Bakersfield. Op i pick-up’en med cyklen; ned til Bakersfield, og hjem til lillemor, som viste sig at være dén type mødre som ikke vil slippe en gæst uden at vedkommende er fyldt til randen – og mere til!. Inklusive et besøg hos ”Rosemarys” i Bakersfield som laver deres egen is. I MEGET store portioner! Det kostede et besøg hos apotekeren til at tage mine mavesmerter – og jeg skulle cykle 200 km til Fresno i over 45 grader næste dag!

Nordpå fulgte jeg guldgraverruten 49'neren på Sierra Nevadas vestskråninger til nordfor Sacramento. Ved Medford,Oregon passerede jeg en cyklist som sad og lappede et punkteret dæk, og jeg stoppede og spurgte ”problemer?”Han kikkede lidt på mig, og så på mine Dannebrogsflag på cyklen, og så sagde han”Du kan vel snakke dansk!”

Poul Rasmussen hed han og var  af dansk afstamning. Han havde også arbejdet nogle år i Danmark. Her blev jeg inviteret på restaurant i Grants Pass om aftenen sammen med hans kone. Ellers bød turen nu på gammelkendte landskaber hele vejen nordpå – jeg havde været her før på andre af mine cykelture. Portland-Seattle: her kom det første regnvejr siden Costa Rica!

Canada
Det synes at gå stærkt nu nordpå. Op gennem British Columbia, den direkte vej til Prince George og Dawson Creek, starten på Alaska Highway; her blev jeg interviewet af den lokale avis. Det var 12 år siden jeg havde cykel fra Anchorage til Dawson Creek, og nu var jeg altså her igen, dog for at cykle den modsatte vej. Alaska Highway er lig med store skove masser af bakker og bjerge og møder med bjørne! Et af mine møder med disse dyr var lige før Watson Lake, hvor to sad på en skråning ned til vejen og spiste bær. Her stod jeg sammen med to tyske turister og betragtede de to sorte bjørne, da tyskerne begyndte at huje og heje for at få dyrene op at stå på bagbenene. Det ser jo mere drabeligt ud, men jeg stirrede med forbløffelse på tyskerne og sagde ”hva’ er det I gør, i går læste jeg om en sort bjørn, som havde dræbt en turist” Det fik dem til at fortrække ind i deres bil. Sindssygt at huje efter to bjørne som står 50 m borte!

Jeg skulle imidlertid få helt andre problemer at slås med på sidste del af turen. Jeg havde ind-i-mellem døjet med diarre siden den slemme tur i Mexico, men den var nu kommet for blive! Stensikkert: Hver nat mellem 3.00 og 5.00 - otte til ti gange på toilettet - og igen midt formiddag, efter morgenmaden. Det er ikke lige sagen, når jeg samtidigt skulle cykle 6-8 timer dagen efter!Det tog noget af morskaben!

Dé morgener kunne jeg sidde et helt kvarter, for bare at tage mig sammen til at få sokker på. I Whitehorse var jeg inde på apoteket for at få noget, som tog smagen af mavesyre. Det hjalp da lidt, men gav mig ikke mere energi.

Alaska
Lige før grænsen mellem Yukon og Alaska begyndte baghjulet at vise svaghedstegn. En eger trak en revne i baghjulet. Den eger blev pillet af og hullet tapet over – nu blev jeg stædig! Nu havde jeg cyklet helt fra Ushuaia og hertil uden en eneste knækket eger – det er rigtigt! – og så sker dette så tæt på målet. Jeg skulle have været helt oppe ved Ishavet ved Prudhoe Bay, men på grund af mit helbred og skaden på baghjulet ændrede jeg kurs da jeg kom til Tok, hvorfra jeg kunne direkte mod Anchorage.

Ærgerligt, men jeg kan dog godt tænke fornuftigt en gang imellem! Baghjulet holdt hele resten af vejen – flot! Jeg blev modtaget af 3 tv-selsskaber lige før Anchorage (en hotelejer havde ringet til dem aftenen før og fortalt dem, at jeg var på vej. De reagerede alle. Flot!) og var i nyhedsudsendelserne om aftenen og næste morgen. Da var det skægt at cykle stille og roligt rundt i byen! Min ”Jyske Bank” kasket kom op at hænge på væggen hos ”Blondies”, en restaurant, ved siden af alle andre ”berømtheder”!!

Summa summarum: 17.444 km cyklet på 118 dage er vel ikke så ringe endda. Jeg havde fra starten sagt til mig selv, at jeg ville tage den hjælp, som var nødvendigt for at nå frem hver dag. Jeg havde ikke brug for at bevise noget. Det har jeg gjort så tilstrækkeligt gennem mere end 20 års turcykling. Det gav mig jo da også nogle oplevelser med de lokale at sidde i bil eller bus med dem.

Slutteligt: det har vist sig, at jeg tabte mig 9 kilo de sidste hårde dage på turen og jeg skal nu finde ud af, hvad der er i vejen med maven. Dette skal dog ikke tage indtrykket af en helt fantastisk cykeltur op gennem to kontinenter og mødet med en masse interessante og hjælpsomme mennesker + et par korrupte personer. :-)