Data: Sydengland rundt:
Kort
1.365 km. =
Næsten to år var
gået med genoptræning efter den fatale ulykke i Bridgwater, Somerset, hvor jeg
bagfra blev kørt ned af en bil og brækkede ryggen ved lænden.
Tre dage efter
operationen på Musgrove Park Hospital, Taunton, vendte Dr. Madhavan tommelen i
vejret: jeg ville komme til at bruge venstre ben igen – det havde været lammet
siden ulykken.
Mine mange negative tanker blev vendt til noget positivt: På stedet lovede jeg ham, at næste gang,
at jeg drog udenlands på cykeltur, skulle turen gå tilbage til Taunton for at
takke ham – og min ”personlige” sygeplejerske, Teresa, for behandlingen.
20 måneder efter var det tid til at holde løftet!
Påsken 2004: En mail blev sendt til Dr. Madhavan: ” Hej, Doc, jeg vil være ovre hos Jer tirsdag formiddag d. 13 april.”
Onsdag morgen
vågnede jeg for at tage på arbejde og se!!
Hele Hobro og omegn
var indhyldet i sne!! Alt var hvidt den morgen.
Det hvide forsvandt
dog, medens jeg var på arbejde. Lige godt middag begyndte min tur til Esbjerg –
som blev delt ved Herning, hvor jeg tog ind og overnattede på Scandic.
Det var et par
rimelig kølige dage, hvor jeg benyttede min vinterpåklædning, men det gik da! Torsdag eftermiddag
gik med at se på motorcykler, som stod linet op i hele Kongensgades længde – og
som derefter tog nogle omganges paradekørsel i Esbjergs centrum. Jeg havde næsten
ondt i maven, da jeg cyklede i land på havnen i Harwich præcis 12.00 – ikke af
nerver, men så spændt var jeg på denne første dag på tur i udlandet Siden ulykken.Hvad kunne jeg? Første dag blev en
tro kopi af førstedagen for to år siden – jeg overnattede endda det samme sted i
Epping!Dagen efter blev min London-dag, hvor jeg kom forbi Big Ben og Hampton Court i let støvregn. Og ud af
byen i det sydvestlige hjørne efter 125 km gennem byen. Første stop næste
formiddag var på ”Taunton Times” hvor jeg blev interviewet om min usædvanlige
cykeltur. Så var det til politistationen, hvor jeg gerne ville møde Billy G. Bond, politimanden, som
havde taget sig af min bror Henrik og Jette, da de kom til Taunton der for to år
siden. Billy var der dog ikke, så en besked blev lagt, at jeg ville komme igen
senere. Jeg havde printet et kort over hospitalet ud, så jeg kunne cykle lige direkte til ”min” afdeling og
spørge efter Pradeep Madhavan. Han sad på sit kontor, da jeg bankede på – stemmen kunne jeg genkende med det tydelige engelsk.
”Hi, Doc” sagde jeg. ”I am back; as I promised You two years ago.”Der blev trykket
næver og vi gik hen ad gangen forbi “min” stue. Om jeg kunne genkende den? Ikke
direkte, men udsigten fra sengepladsen kunne jeg. Dengang var mine tanker, om
jeg nogensinde kom op på cyklen igen, derude i det fri.
England
Jeg overholdt min tidsplan, så jeg Mandag, 2. Påskedag, kunne gøre holdt ved et motel i Taunton –
parat til at overraske dem på Mosgrove Park Hospital næste dag.
Gensyn
Madhavan var lidt forundret over mit muskelsvind på venstre ben, men, som han sagde, det var så lidt der skulle til for at påvirke nerverne. Og selvfølgelig skulle stængerne og skruerne ud af ryggen, men jeg skulle ikke forvendte en bedring af venstre ben.
Teresa mødte først kl: 13.30 så jeg sagde farvel og på gensyn til Madhavan. Jeg tog ind til centrum for at spise til middag der.
På klokkeslettet var jeg tilbage – og det blev til et dejligt gensyn med Teresa, som havde brugt megen tid på mig dengang. Hun tegnede bl.a. hvad der var foregået på operationsbordet under den 2 gange 4 timer lange operation. Teresa havde også snakket en del med mig – jeg var jo alene og noget langt hjemmefra de otte af de 11 dage på hospitalet.
Et ”familiefoto” blev selvfølgelig taget udenfor i det gode vejr. De havde jo stadig deres arbejde at tage sig af.
Teresa havde vist nemt til tårer.
Okay – jeg havde holdt mit løfte. Det var tid til at sige farvel. Jeg skulle endelig holde dem underrettet om min fremtidige projekter. Så det gør jeg!
Hjemad gik turen nord om London via Wells – Cirencester – nord om Oxford til Harwich i et, stadigt, meget krævende cykellandskab. Jeg udfordrede da også mig selv de dage. Derhjemme skulle jeg en tur på langs en gang om dagen for at ryggen kunne slappe af.På cyklen gik det bare derudaf!Dette har jeg dog fået en forklaring på fra flere læger. Det var naturligt, at det var hårdere for mig at gå og stå – end det var at cykle.
Fint!
Min endelige test var, da jeg cyklede over middag, lørdag d. 17 april, cyklede Esbjerg-Viborg non-stop 163 km.Det resulterede i, at jeg om mandagen bestilte sommerens tur til det Nordlige og vestlige Canada – en tre ugers tur med start i Yellowknife og slut i Vancouver. Eventyret kan fortsætte med halvandet ben!
Teresa har siden sendt mig en mail, hvor hun beklagede, at de ikke havde kunnet tage sig mere af mig ved gensynet, men jeg havde været dagens samtale emne på Mosgrove Park Hospital – igen!
Første gang var liige efter operationen, hvor jeg skulle til at vågne op – pludselig begyndte mine ben (den ene var lammet!) at gøre cykelbevægelser!
Åhh jo – de glemmer nok sent Lars, Long-rider (min hjemmeside), fra Hobro, DK
