På vej

Starten gik fra Seattle d. 8. juli, og i løbet af fem dage var jeg kommet de 1.024 km frem til en af hovedattraktionerne på turen: Nationalparkerne Yoho, Banff og Jasper i Canada.Vejret var i den grad med mig pa turen ad, hvad canadierne kalder verdens smukkeste vej: The Icefield Parkway fra Lake Louise til Jasper. Under en næsten skyfri himmel kom de mange smagradgrønne gletschersøer langs vejen til deres ret. Med de over 3.000 m høje bjerge og gletchere hængende over sig som baggrund blev sømotiverne til rene glansbilleder. Af samme grund var hotellet oppe ved Athabaska gletsheren proppet til med turister, som nød det storslâede landskab lige sâ meget som jeg.

Mackenzie Highway 

Vejen begyndte 19 km vest for Peace River og fortsatte 554 km nordpâ gennem det tyndt befolkede nordlige Alberta til Enterprise i Nordvest Territoriet. Herfra vestpä til Fort Simpson, endnu 389 km; 287 km var grusvej. Fra det øjeblik, jeg forlod Peace River, begyndte tunge skyer at trække op i den vestlige horisont, så de 79 km op til Manning blev cyklet i et tempo afmålt efter regnbygerne, som trak pa tværs af vejen. Det lykkedes da også meget godt at undgä dem. Morgenen efter faldt jeg i snak med de lokale, mens jeg spiste morgenmad. jeg var interesseret i at få noget at vide om vejens tilstand længere nordpâ. Well; jeg fik at vide, at der på de 200 km til High Level var tre bakker dér, hvor floder passerede vejen, ellers var der helt fladt. Jeg kunne købe noget at spise i Twin Lakes efter 61 km og i Keg River, 98 km nord for Manning. Sidste chance for mad den dag var i Paddle Prairie 28 km fra Keg River. Sâ kunne jeg ogsâ klare de godt 70 km til High Level. Vejens tilstand kunne de ikke rigtig fortælle mig noget om. Kun at det var grus fra frakørslen til Fort Providence. Jeg fandt hurtigt ud af, at det eneste problem den dag - og fremover - ville blive myggene, som overfaldt mig hver eneste gang, jeg gjorde holdt. En god spray var nødvendig. Jeg kom til købmanden i Keg River. Her var een, som kunne fortælle mig hvilken slags grusvej, jeg ville komme til at cykle på fra Fort Providence til Fort Simpson og sydpå til Fort Nelson. I alt 800 km. De første, knap 300 km var god, fastbanket grus, men The Liard Trail frarådede han mig at cykle på. Han ville ikke engang udsætte sin bil for dette stykke “bush road”, som han kaldte den. Da fik jeg noget at tænke pa. Kom jeg først derop og så ikke kunne cykle længere, måtte jeg hele den lange vej tilbage ad samme vej, og resten af turen ville blive ødelagt. Derfor forhørte jeg igen i landhandlen i Paddle Prairie. Her fik jeg et positivt svar: Jeg kunne udmærket cykle pa Liard Trail. 

Hvad nu, Lars Nielsen? Jeg ville se på det med mine egne øjne. Selvfølgelig. Ingen skulle bestemme, hvad jeg kunne, og hvad jeg ikke kunne! Vel ankommet til High Level, områdets største by med sine 3.000 indbyggere, forberedte jeg mig pa at skulle cykle 275 km næste dag til Enterprise. På turistkontoret dér fik jeg fat i en avis, som beskrev hele det stykke vej, som jeg skulle cykle på herfra og til Fort Nelson. Jeg kunne spise i Meander River, 72 km, og ved Indian Cabins, 177 km. Det var det for den dag.

I Meander blev del til et par dåser med majs og så noget cola. Så det var en sulten cyklist, som kom til cafeen I Indian Cabins hen på eftermiddagen. Pigen I cafeen kunne fortæIle mig om motorcyklister, som ikke turde forcere grusstykket fra Fort Simpson til Fort Nelson, men jeg havde taget min beslutning: Jeg ville selv se. De 97 km fra Indian Cabins blev cyklet med næsten 30 km i timen. Der var en god rygvind. Jeg gjorde dog holdt for at se de flotte Alexandra Falls and Louise Falls. Kl. 21.00 ankom jeg til Entreprise efter 281 km den dag. Den sparsomme tid den aften blev brugt til at studere det vejkort, jeg havde fået i informationscentret ved statsgrænsen. Pigen dér havde markeret, hvor jeg kunne forvente at købe proviant fra Entreprise og de godt 900 km til Fort Nelson i British Columbia. Det gav mig fire muligheder: En cafe efter 102 km, Fort Providence 39 km senere, så var der en cafe ved vejkrydset, hvor Liard Trail mødte Mackenzie Highway - 404 km fra Enterprise - og endelig Fort Liard endnu 222 km fra vejkrydset - sidste service inden Fort Nelson på Alaska Highway 229 fra Liard. Ikke just tætbebygget. Her skulle der ikke tages nogen chancer.

Well, jeg kløede på næste dag for at komme de 141 km til Fort Providence. På denne strækning oplevede jeg det nye at komme lidt til vejrs for at kunne skue ud over en tilsyneladende uendelig skov til alle sider. Selvom turen foregik i strid modvind, var min moral så god, at jeg afslog et venligt tilbud om at komme op at køre næsten 60 km. Jeg havde forberedt mig på at kunne få noget at spise ved service-stationen efter 102 km, stor var min skuffelse, da der i døren hang et skilt med ordene: “Sorry, Closed. Out of Gas”!

Gudskelov havde jeg på forhånd sikret mig ved at have noget med i taskerne. Derefter kunne jeg klare de 39 km over Mackenzie-floden til Fort Providence, hvor jeg kunne overnatte på motel (dyrt!). Her snakkede jeg med en pige, som kunne oplyse, at for et par år siden havde hun haft to danskere til at overnatte i sin bil. De skulle på kanotur på Mackenzie-floden. Den følgende morgen købte jeg noget færdiglavet mad til at tage med: Der var 263 km til næste købmand. Halvanden dagsrejse borte.

Jeg skulle over floden igen For så at kunne dreje mod vest, og straks derefter kom grusstykket. Glædelig overrasket blev jeg, da det viste sig at være et ganske udmærket stykke vej at cykle. (jeg kunne snildt holde godt 20 km i timen.)Jeg stødte på, hvad der måtte være en ganske speciel canadisk form for humor, nemlig et skilt: Vancouver 2.725 km. Herfra var der 640 km til Fort Nelson. Jeg havde også iklædt mig et halstørklæde til grusvejen, så jeg kunne trække det op over mund og næse, biler passerede. Det skete ganske vist ikke så tit, men var ganske rart alligevel. Den aften skulle jeg overnatte på Saamba Deh Park campingplads, hvor jeg blev optaget næsten som medlem af bestyrerfamilien. jeg blev bl..a. budt pa aftensmad, og senere på aftenen kom de hen til mig, for at jeg kunne tage med dem pa bærplukning, kl. 23.00!

De havde den bagtanke, at jeg skulle se en sort bjørn tæt derved. Faderen havde for en sikkerheds skyld sin riffel med, hvis der skulle blive problerner med dyret. Det gjorde der ikke. omkring midnatstid sad jeg sammen med familien omkring bålet for at nyde ristede pølser og marshmellows. Det blev sent, inden jeg kom i seng den aften.

På grund af familien Norwegians´ gæstfrihed havde jeg ikke tæret på min proviant, da jeg forlod campingpladsen tidligt næste morgen for at cykle de godt 80 km til vejkrydset, hvor næste service var. Ca. midtvejs blev jeg behageligt overrasket, da jeg fik udleveret en madpakke af en forbipasserende billist. Det var en, jeg havde snakket med aftenen før. Sådan; jeg skulle ikke lide nød.

The Liard Trail

Nu kom jeg til det spæendende stykke vej: The Liard Trail. Da jeg fortalte gæsterne på cafeen ved vejkrydset, at jeg skulle de 450 km sydpa til Fort Nelson, kiggede de noget på mig. De havde aldrig oplevet en cyklist på det stykke vej. Intet kunne dog stóppe mig nu, så efter et stykke tid steg jeg på cyklen igen og kom ud pa vejen, som skulle føre mig sydpå, og passerede skiltet “No facilities for 222 km”. Vejens beskaffenhed foran­drede sig mærkbart fra det stampede grus til det løse grove grus, som i vejens få sving lå i 10-15 cm tykkelse. Med 30 kg bagage fik jeg noget at se til. Broerne, jeg krydsede, var groft sagt ikke andet end træplanker lagt over floderne. Efter 60 km kunne jeg mærke mine sko stramme, og da jeg så nærmere efter, opdagede jeg, at mine ankler var svulmet kraftigt op. Hvad nu, tænkte jeg. Overanstrengelse eller en forgiftning på grund af utallige mygstik? Det spekulerede jeg endnu over, da jeg blev passeret af en pick-up truck, som standsede foran mig. Chaufføren stak hovedet ud af vinduet og spurgte mig, om jeg ikke ville med op at køre. Han skulle helt ned til Fort Nelson 380 km sydpå. Han kunne oplyse, at vejen blev endnu værre længere sydpå, så selvom jeg kun var 30 km fra Blackstone Park, hvor jeg skulle overnatte, og jeg var sikker på ogsa at kunne klare de 140 km næste dag til Fort Liard, så ville der komme et stykke med 229 km. Det var utopi at tro, jeg kunne klare den del.Der var kun een løsning, og fem minutter efter sad jeg inde i bilen, og min cykel lå på ladet. På den måde tog det fire timer at nå Fort Nelson, og jeg var kom­met foran mit tidsskema men det kunne nu reguleres sidst på turen.

Undervejs kunne jeg konstatere, at manden i Keg River havde haft ret, da han kaldte Liard Trail for en “bush road”. Det havde været fornuftigt at indse min begrænsning. I Fort Nelson kunne jeg studere mine ankler nærmere og drog den slutning, at det var en følge af en grusom masse myg­stik, at de var så hævede. Det ville nok fortage sig i løbet af nogle dage. Ellers var der fra nu af ikke langt til en læge, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nu fulgte tre dage på Alaska Highway de 520 km fra Fort Nelson og nordvestpå til Watson Lake, Yukon. Siden 1989 var vejen blevet næsten helt asfalteret, og med de rimeligt tætbeliggende servicestationer langs vejen var det en ren fornøjelse at cykle der. Tillige var det et pragtfuldt vejr. Den største overraskelse mødte jeg på Coal River cam­pingplads, hvor en mand kom hen til mig, mens jeg sad og spiste. Han hilste “Hej Lars”! Jeg havde nær tabt gaflen. Det viste sig at være Georg Carlsen fra Videbæk, som havde taget orlov for at cykle rundt til familie og venner i Nordamerika i et år. Han kunne huske mig fra mit billede i Guiness Rekordbog ‘91 for turen fra Anchorage til Miami.Næste dag kom jeg til Watson Lake, hvor jeg søgte ind hos turistinformationen ved Sign Post Forest for at fâ noget at vide om den næste udfordring: Cassiar Highway; en næsten 800 km lang strækning, som skulle føre mig sydpâ til den mere trafikerede Yellowhead Highway. Meget praktisk havde turislkontoret en folder med alle informationer om vejens beskaffenhed og alle steder, hvor jeg kunne overnatte og få noget at spise. Den folder ville jeg fä brug for.

Cassiar Highway

Cassiar Highway begyndte godt 20 km vest for Watson Lake, og i modsætning til Mackenzie Highway var Cassiar meget bakket lige fra starten. Del gjorde at jeg ikke kom sã hurtigt frem som beregnet. Ved 14.30-tiden nåde jeg til Good Hope Lake, hvorjeg kunne sende post fra. Det viste sig at være en langsommelig affære, da damen i ekspeditionen ikke var helt ædru. Hun måtte da også over til naboen for at få hjælp til at regne prisen ud. Jeg begyndte at tvivle på, om mit brev ville komme frem, men det nåede dog til Hobro.

Om eftermiddagen kunne jeg dog forlade Good hope Lake. Der var endnu 145 km til Dease Lake, hvor jeg havde planlagt at overnatte. Det ville blive et hårdt ridt.

Havde jeg været lidt fornuftig, havde jeg gjort holdt ved en af de to campingpladser, jeg passerede, men jeg var hlevet stædig. Det blev en kamp mod solens gang over himlen, og jeg havde ikke megen tid til at nyde den pragtfulde natur, som foér forbi mig. De sidste 35 km til Dease Lake var grusvej, men det ænsede jeg knap nok. Kl. 22.30 kom jeg til byen og kunne gøre V-tegnet til to forskere fra NA­SA, som jeg havde mødt flere gange I løbet af dagen. De hilste tilbage til mig.

Reaktionen kom næste dag, hvor jeg var totalt flad. Gudske­lov var det en “lille” dag: Godt og vel 160 km! Småtingsafdelingen.

Derfor kunne jeg bl.a. nyde nedturen til - og opturen fra - Grand Canyon of the Stikine River med tre til fire hundrede meter høje skrænter ned til floden

Også det flotte område med den gamle vulkan Mount Ediza blev passeret stille og roligt.På dagens andet stykke grus­vej kom jeg til Willow Creek Resort, hvor jeg lejede en primi­tiv hytte for natten. Det vigtigste var, at der var en lille landhan­del på stedet, hvor jeg kunne proviantere. Den aften begyndte det at regne, og da mørket begyndte at sænke sig, bad jeg til, at det villle blive tørvejr næste dag, da der ville komme et langt stykke grusvej: Ca. 80 km. Der ville jeg gerne have tørvejr. Det fik jeg ikke. Regnen silede stadig ned den følgende morgen, da jeg tog fra Willow Creek. Der var kun 25 km mud­dervej at starte med, så det var ikke så slemt. Mudderet var næsten vasket af cyklen, da jeg efter 105 km näede frem til Bell II.. Det var det eneste sted, jeg kunne få læ for regnen den dag.

Mere end 50 km muddervej manglede stadig, og efterhånden var cyklen ikke til at kende igen. Endnu engang fik jeg en oplevelse, da jeg så en bjørn passere vejen Ca. 100 m foran mig, en til, og endnu to! så fik selv jeg tid til at tage kameraet frem.Kort forinden havde jeg faktisk stået ansigt til ansigt med en sort bjørn, som pludselig dukke­de frem bag et buskads. En for­bipasserende bil skræmte den imidlertid bort. Fem bjørne på en dag! Mudderbadet var næsten o­verstået, da jeg fik et tilbud om, at blive kørt de sidste km ned til Meziadin Junction, hvor jeg ville overnatte på en camping­plads, men min chauffør, Chris, fortalte mig, at der godt 10 km sydpå lå en lejr for skovhuggere. Der villle han gerne køre mig ned (han skulle selv til Stewart ude ved kysten). Vel fremme kunne jeg selv spørge, om der var en ledig seng i lejren. Det var der! Som sagt, så gjort. jeg kom til at ligge i tørvejr den nat. Tak til skovhuggerne!

Næste dags 150 km ned til Kitwanga var en ren formssag på den gode vej. Det første, jeg gjorde, da jeg kom til byen, var at finde en servicestation, hvor jeg kunne få min cykel og mine tasker spulet med en højtryksrenser. Da det var gjort, kunne jeg kende det hele igen. Yello­whead Highway var nået. Fra Kitwanga gik turen til Prince George og videre sydpå via Whistler lidt nord for Van­couver, hvorjeg tog færgen over til Vancouver Island og ned til Olympia-halvøen i staten Wa­shington. Ved at tage den omvej til Seattle fik jeg brugt de dage, som jeg var kommet foran, ved mit lift til Fort Nelson.

Rettidigt var jeg kommet tiI Seattle efter 32 dage, og jeg havde tilbagelagt 6.034 km. Og det skal lige tilføjes: Med nul punktteringer!