Roturoa

På andendagen kom jeg til første mål på ruten: Det vulkanske område omkring Roturoa, som er præget af varme kilder og gejsere. Det meste gerne indhyllet i dampskyer, som man ikke skulle stikke næsen for tæt på! Syd for Roturoa medens jeg gik rundt mellem grønne, gule og rustrøde søer af vand, hørte jeg et råb bag mig: Hils i Hobro! To danske piger havde reageret på de lokale sponsorer, som figurerede på min cykeltrøje. Der kan man bare se!

Aktiv vulkan

Allerede her fra Waiotapu havde jeg mod syd kunnet se tre vulkaner på række i Tongariro Nationalpark. Med sne på toppen. En særegen oplevelse at komme op i over 1000 meters højde til ørkenagtige omgivelser her på østsiden af vulkanerne. Den ene, Ruapehu 2797 m, havde været i udbrud et par måneder forinden Og røg stod stadig op fra toppen af vulkanen.

Til Sydøen

I regnvejr afsluttede jeg første del af Nordøen og kom ombord på færgen til Sydøen. Og til et par barske dage! Jeg var kommet til Canterburrysletten, som skulle vise sig at været en ret blæsende fornøjelse! Med en sidevind, som flere gange sendte mig ud i grøften nærmede jeg mig Christchurch. Det gjorde nok, at jeg var ret træt der sidst på eftermiddagen, for jeg glemte alt om venstrekørsel, da jeg krydsede

tværs over et vejkryds. Med et logisk resultat: BANG!!
Lige ind foran en bil, som ramte cyklens baghjul, og sendte mig på maven ned på asfalten. Jeg kan huske, at jeg lige tænkte "slut på denne tur!", da jeg lå der på asfalten. Venlige mennesker hjalp mig dog op igen og jeg kunne konstatere, at jeg var sluppet med en flænge på hagen og et ekset baghjul på cyklen. Det sidste var det værste her lørdag aften! For i øvrigt forbavsende billigt sluppet ved sådant sammenstød. Jeg blev hjulpet til et sygehus for at blive lappet sammen og sidenhen til et nærliggende YMCA, hvor jeg kunne overnatte. Cyklen var blevet stillet hen på en tankstation ved vejkrydset, så kunne jeg sidenhen se på den, og hvad der kunne gøres ved skaderne.

Til alt held var der søndagsåbent i nogle af Christchurch's forretninger og der var en cykelforretning iblandt! Den søndag fik jeg studeret Christchurch til fods. Byen var her midt i november så småt ved at blive pyntet til jul. Noget af tiden gik også med at korte min oprindelige rute af, idet jeg som sædvanlig cyklede rundt med returbilletten tilbage til Danmark i min baglomme. De tabte halvandet døgn betød, at jeg måtte skrotte min udflugt til Milford Sound - surt!

I stedet kom jeg ned til Palmerston, hvor jeg så cyklede tværs over Sydøen til Haast på Vestkysten. Et område som for i øvrigt bliver kaldt Wetland på grund af den megen nedbør, som falder her. Jeg fik to helt vidunderlige dage op langs kysten ad en vejstrækning, som ikke uden grund bliver kaldt den smukkeste i Verden. Jeg modsiger ikke det udsagn! To dage med skyfrit og stille vejr og med en temperatur omkring de 25 grader var helt perfekt til at nyde de mange udsigter ud over det Tasmanske Hav og sandstrandene på kysten. Selvom det betød en sidevej på seks syv kilometers længde, så måtte jeg simpelthen aflægge Fox Gletcheren et besøg. Jeg kunne komme helt hen til den og det er et af de få tempererede steder i Verden, hvor en gletcher når helt ned i skov.

Naturligvis nyd jeg også synet op på New Zealands højeste bjerg, Mount Cook 3800 m. Et sted på den nordlige del af kyststrækningen er klipperne formeret som pandekager lagt ovenpå hinanden i store stabler. Her sprøjtede vandet fra bølgerne op gennem revner i klipperne som gejsere. Aftenen forinden faldt jeg ret sent i søvn: Det var lørdag aften, og det var irske immigranter, som boede i dette område, så lørdag aften på kroen var spilleaften. Jeg skal lige hilse og sige, at irere kan feste! De næste to dage forsvandt i regn og blæst, og den ene dag måtte jeg op på 221 km for at komme ind og overnatte! Jeg trøstede mig dog med, at jeg havde haft godt vejr de dage, at jeg skulle have det.

Tilbage på Nordøen

Her blev vejret pænt igen, og jeg tog chancen og ændrede min rute til at cykle op langs vestkysten for at se vulkanen Mount Taranakis kegleformede 2600 m høje top. Heller ikke her blev jeg skuffet - vejret holdt og duften af blomster og græs hang overalt. Nu var der kun tre dage tilbage, og de blev desværre skæmmet af hyppige regnbyger og modvind, som bl.a. drev mig indendørs til Otorohanga Kiwi House for her at studere landets fugleliv på nærmeste hold. Auckland blev nået til tiden, men da jeg nåede ud til lufthavnen viste det sig, at flyafgangen var aflyst! Så stod vi der, alle passagererne, og nogle var ret ophidsede! Vi fik at vide, at vi kunne komme til Bangkok tidligt næste morgen.