Data: Australien rundt på 75
dage:
Kort
13.412 km. = 180,02 km. pr. dag i gennemsnit.
Jeg havde 25 kg baggage på cyklen.
Jeg sad på cyklen i 589 timer og 55 minutter = 22,73 km./timen i gennemsnit.
Hvis en eller anden tre måneder forinden havde fortalt mig, at jeg den 19. september ville være på vej til Sydney for at cykle Australien rundt på cykel, ville jeg havde påstået, at vedkommende var skør!
Grunden var imidlertid, at jeg havde haft en vejr-og materielmæssig problemcykletur fra Denver til Portland, Oregon i juni måned.Den tur gjorde mig gal i skralden!Efter hjemkomsten var min søster, Hanne og svoger Morten, på besøg hos far og mig. Her luftede jeg mine frustrationer, og ideen om Australien modnedes – Morten kendte mine ambitioner – først blev landet skåret over på midten. Endelig sagde Morten at, hvis jeg tog hele turen rundt – sølle 15.000 km; så skulle han nok finde nogle sponsorer til at dække nogle af mine udgifter.
Den danske guinness rekord stammer fra '85 og er sat af fire cyklister med følgevogn efter sig hele vejen. Jeg ville prøve alene - og med bagage på cyklen - at klare de 15.000 km. På 76 dage. Med Rothenberger, Jysk Blanket og VB trucks som økonomiske sponsorer og Vestbyens Cykelhandel, Ålborg, som cykelsponsor var det værste taget af økonomien.Et andet væsentlig problem blev også løst: Jeg kunne få fri fra pakkeriet hos Danish Crown, Års,og vende tilbage dertil efter endt tur, hvis jeg ventede med at begynde turen til efter sommerferien.
Accepteret!
Nu vil en og anden måske bemærke, at det var vanvid at tage af sted på en sådan cykeltur i en af verdens ødeste områder med næsten 200 km. I snit om dagen i 76 dage, med tre måneders varsel.Ikke for mit vedkommende! I syv år - siden de 16.5oo km USA rundt - havde australiensturen stået på min ønskeliste, så jeg kendte noget til landet.Gennem de sidste 15 år har jeg cyklet kortere eller længere ture (bl.a. i alt 55.000 km. I Nordamerika) med omkring de 200 km om dagen.Træningsmæssig var det heller ikke noget problem: Jeg er altid i samme form året rundt! Mit gennemsnit de sidste 10 år lyder på godt 23.600 km om året på cykel.Ved min erfaring var grej, bagage og proviantering undervejs ren rutine.
Det var bare på med vanten og afsted!
Sydney- Adelaide
Med ankomst ved 06-tiden om morgenen i Sydney var jeg parat til at cykle kl. 8. De første timer blev cyklet noget forsigtigt, for lige at vænne mig til deres venstrekørsel. Jeg fulgte kystvejen sydpå. Første dag bød på en overraskelse: Der blev mørkt allerede ved 18-tiden! Godt, at jeg havde fået cykellygter med hjemmefra. Det blev til 1 ½ time i mørket, inden nåede mit første bestemmelsessted: Milton. 217 km fra lufthavnen- godt begyndt efter 40 timers rejse fra Hobro. Dette sydøstlige hjørne af landet ”udmærkede” sig ved et meget bakket terræn. Skrappe stigninger på et par hundrede meters højde, hvor jeg af og til måtte ned i ”panikgearet” (39-26). Den tredje nat ”gik jeg i sort” i byen Cann-river, hvor al strøm forsvandt. Den forsvandt i hele området og det viste sig senere hen, at et uheld på et olieraffinaderi i Melbourne var årsagen.
Som jeg havde forventet var dyrelivet et kapitel for sig. Her nede i hjørnet af landet sværmede det med papegøjer i luften og med kænguruer på jorden, så jeg flere gange var ved at dreje hovedet af led, når et dyr smuttede tæt forbi mig. For at undgå storbyen Melbourne tog jeg færgen fra Sorrento til Queenscliff. Jeg kom derved til en af turistattraktionerne i området : Great Ocean Road . Jeg var heldig at få lov til at ligge på hjul af en cykelmotionist fra Geelong; Peter Good. Han skulle lige have 100 km ned langs kysten inden han vendte om og cyklede tilbage.Han spurgte mig, om jeg havde mødt deres Magpies: En fugl som beskyttede sin rede ved at dykke ned mod alt, som kom for nær,inklusive cyklister! Jeg kunne bekræfte en dagligdags begivenhed. En strækning fra Glenaire til Lavers Hill bød på, hvad der skulle vise sig at blive hele turens højeste punkt: 700 m over havet! I solnedgangen var klippeformationerne ”De tolv Apostle” et prægtigt syn. På 8. Dagen havde jeg en modbydelig modvind og trådte kun 16-17 km i timen. Lige efter Port Fairy kom en cykelturist susende i medvinden imod mig. Jeg nåede lige at registrere et Dannebrog - så blev han råbt an! Han skulle være i Australien i et år, og regnede med at skulle arbejde sig frem, når der var behov for det. Da han skulle op mod Cairns i løbet af de næste par måneder, sagde vi ikke farvel, men på gensyn til hinanden! Efter min tidsplan skulle jeg også helst være deroppe om et par måneder. I den stride modvind blev der ”kun” nået 166 km den dag. Efter Mount Gambier gik det mod nord til Adelaide.
Så lavede jeg en bet! Om morgenen, da jeg forlod motellet i Tailem Bend, fyldte jeg mine seks cykelflasker med det lokale vand fra vandhanen.Det skulle jeg aldrig have gjort! Efter 3 timers cykling vendte min mave sig et par gange og jeg kastede op. Det blev til et ophold ved den nærmeste benzintank, hvor jeg fik kørelejlighed de ca. 5o km. ind til Adelaide. I den kølige skygge i bilen kom jeg til mig selv igen og følte, at energien vendte tilbage til benene, så fra byen kunne jeg trille op til Port Wakefield samme dag. 11 dage var der nu gået siden starten i Sydney og jeg havde fået cyklet 2138 km =194 km om dagen. Det gik da.
Adelaide-Perth
Da jeg rundede bugten, Spencer Gulf, ved Port Augusta, begyndte terrænet at ændre sig: Der blev længere mellem træerne og bakkerne fladede ud. Jeg nærmede mig Nullarbor-sletten. Forinden skulle jeg dog have endnu en lang dag, da der ikke var overnatningsmuligheder i Kyancutta, og i bælgravende mørke fortsatte de 18 km til Wudinna for her at konstatere, at byens to moteller var fuldt belagte på grund af to bryllupper. Gudskelov var der en forstående vært det ene sted. Han havde indrettet værelser derhjemme til hans ansatte. Der var et ledigt!I tilgift fik jeg country-musik live på pubben denne lørdag aften. Dejligt.
Nullarbor-plain var jeg blevet advaret om der hjemmefra:1.200 km lige ud, totalt fladt og så godt som ingen beplantning. Mine holdepunkter var de fem roadhouses, hvor jeg kunne overnatte undervejs. Den 5/10, min fødselsdag, begav jeg mig - med en dyb indånding - vestpå fra Ceduna. Nullarbor skulle imidlertid vise sig at byde på en uforudset oplevelse. Efter Yalatta roadhouse blev jeg tilbudt en tur i bil ud til Australske Bugt for at se på hvaler. Cyklen blev smidt ind i bilen til Sue og Graeme fra Melbourne og vi tog på hvaludflugt.Den afstikker fortrød jeg ikke!Vi kunne stå oppe på klipperne og se direkte ned på hvalerne i vandet 70–80 m under os. Efter eget ønske blev jeg sat af igen før Eucla for ikke at miste for mange kilometer.Ved delstatsgrænsen til Western Australia måtte jeg aflevere eller spise de frugter, som jeg havde på mig.Det var en sikkerhedsforanstaltning fra myndighedernes side for ikke at få sygdomme ind i området.De sidste fire dage over Nullarbor blev jeg velsignet af en kraftig medvind. Ret frustrerende iøvrigt! Når jeg havde tilbagelagt de ca. 200 km ved 15 tiden kunne jeg bare gå og trille tommelfingre resten af dagen. Jeg kunne jo ikke komme til næste overnatningssted inden mørkets frembrud. At cykle i mørket her ville være en halsløs gerning: Jeg var kommet ud hvor de kæmpestore roadtrains huserede! Australierne gjorde simpelthen det, at de spændte 2-3 anhængere af sættevognsstørrelse efter førerbilen, og så ellers derudaf med 130-140 km i timen.Kom ikke i vejen for sådan en basse!
Temperaturen over Nullarbor passede mig fint: godt 20 grader. Mellem Caiguna og Balladonia kom jeg på Australiens længste lige strækning: 147 km straight = seks timers cykling. Tre cyklister havde jeg mødt på min vej over sletten: en fransmand , en japaner og en australier. Sidstnævnte var lige ude for at nyde den sidste tur i frihed, inden han skulle hjem for at blive gift! Ved Norseman fik jeg bl.a. lejlighed til at se en emu-familie(far,mor og tre unger) krydse vejen.En foreløbig dagsrekord blev nået mellem Ravensthorpe og Albany .En god rygvind gav 288 km på kontoen den dag. Reaktionen kom næste dag, hvor det kun blev til 119 km. Grunden til det var, at der efter Walpole kom en strækning på 130 km kun med skov. Men hvilken skov!Den var grunden til, at jeg var nede i dette hjørne: De kæmpemæssige Karri-træer, sammen med Sequoria træerne i det vestlige var det verdens højeste træer.Den vestlige storby, Perth, blev nået i et sandt skybrud af regn. Jeg fandt gudskelov et motel i Armadale i det sydøstlige hjørne af byen.
Perth-Port Hedland
Den næste dag blev der købt et nyt dæk i en cykelforretning i byen. Det ville være rart med to reservedæk på den næste strækning. De næste 6.500 km (strækningen Nordkapp-Gibraltar!) ville for det meste være som Nullarbor. Mit humør steg adskillige grader medens jeg passerede vindistriktet nord for Perth: En god vind var i ryggen og førte mig nordpå med ca. 30 km i timen. Det resulterede i tre dage med klassikerdistancerne 272 km, 234 km og 250 km. Det bragte mig imidlertid ret hurtigt nordpå til varmen, 32-35 grader i skyggen.
Set i bakspejlet burde jeg nu nok have anet uråd inden Carnarvon, idet jeg måtte sidde uforholdsmæssigt længe ved Wooramel Roadhouse, inden jeg kunne tage de sidste 125 km til byen.Her i dette område var jeg begyndt at bruge min hydrapack – som lå på bagagebæreren - det bragte min vandmængde op på syv liter på cyklen, når jeg startede om morgenen. Jeg havde også vænnet mig til at købe proviant til en hel daginden at jeg lå ud fra overnatningsstedet.Tid til lidt statistik: Jeg havde nu cyklet i 30 dage og tilbagelagt en distance på 6.015 km= 200,5 km om dagen i snit. Planen holdt stadigvæk!
Denne del af landet var afsvedet - alle floder var udtørrede.På andre områder mærkede jeg, at jeg var ude i bushen: Ved Minilya Roadhouses brusekabiner måtte jeg først sparke diverse insekter og padder væk, inden jeg kunne få et brusebad! Sovekabinen var også ret speciel, idet jeg bare lå mig på sengen, for at holde øje med adskillige edderkopper, som suste rundt oppe under loftet. Jeg faldt dog i søvn tilsidst.Jeg måtte have hjælp til at nå frem til stederne Nanutarra og Roebourne. Jeg var ved at blive stegt af den ubarmhjertige sol, og den skyfri himmel. Syv-otte timer krævede sin pris. Med cirka en bil i timen måtte jeg være forsigtig: Smuttede en forbi, kunne jeg være gribbeføde, inden den næste kom. Disse kilometer kunne jeg naturligvis ikke bogføre nogen steder. Disse tabte km. Satte mig op til at prøve at nå fra Roebourne til Port Hedland uden hjælp: 201 km, nok rimeligt, men det skulle ske i 42 grader i skyggen. Whim Creek, cirka midtvejs, blev mit middagshvil. Alligevel sagde fysikken pludselig stop – kun omkring 20 km før Port Hedland. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen, fingrene snurrede og benene blev blytunge. Jeg måtte af for at støtte mig til cyklen, ellers var jeg væltet.Vejs ende?Jeg var helt klar over en ting:Hvis det ville vare en halv times tid, inden næste bil kom, ville jeg ikke overleve dette. Gudskelov gik der kun 10 min inden hjælpen kom. Jeg stillede mig ganske enkelt ud midt på vejen og fægtede med armen for at få bilen til at stoppe. Den stoppede!Et schweisisk ægtepar på ferie reddede mig ved at give mig to liter kold vand - og tage mig med de sidste 20 km ind til byen.
Port Hedland-Darwin
Efter endt spisepause og hvil var jeg inde hos turistinformationen for at forhøre mig om bustransport derfra til Broome. Ovenpå dagens sammenbrud var min næste bekymring den kommende strækning på 600 km ørken til Broome - med kun to roadhouses. Skæbnen ville, at mens jeg så mig om efter overnatning, dyttede det bagved mig. To drenge fra Løkken havde set Dannebrog på mine cykeltasker, og de spurgte mig om, hvor jeg skulle hen. Jeg svarede ”mod Broome; de kommende dage!”.”Du kan komme med os hvis du vil, vi skal derop i aften!”30 sekunder efter var cykel og bagage lagt ind i bilen, og vi var på vej.Godt nok ville jeg miste 600 km i et hug, men jeg ville komme foran mit tidsskema. Derved kunne jeg tillade mig at slappe af andre dage. Det kunne nok være nyttigt.
Bilturen førte os langs med mange bush-brande antændt af solen i den brandende hede, og vi ankom til Broome kl. 23. På denne tid skulle jeg så finde et motel, medens drengene klarede sig med at overnatte i stationcar'en. Næste dag blev der cyklet 29 km i Broome og omegn - brugt på sightseeing (krokodillefarm) og indkøb af nyt dæk + en hat med nakkeskygge, anbefalet af mange som jeg havde snakket med. 200 salt tabletter blev der også indvesteret i. Havde det hidtil været øde, så blev det om muligt endnu mere barsk de næste 800 km gennem området Kimberley; i de dage landets varmeste område med 45 grader i skyggen. Og ikke en sky var der på himlen. De syv liter vand rakte ikke langt under sådanne forhold, så når en flaske var tom, blev den løftet op med bunden i vejret, når en af de få biler passerede...Det gav bonus - hver gang!
Byen Fitzroy-Crossing var en bageovn, som jeg måtte have transporthjælp de sidste 7o km til. Næste dag ville blive turens længste dagsdistance mellem to byer: 290 km! Det gav en vis spænding at sætte sig på cyklen vel vidende, at jeg ikke kunne nå frem til Halls Creek ved egen hjælp. Fem biler stoppede for at give mig vand, men ingen havde plads til cykel og bagage. Jeg nåede faktisk de 192 km. Flot; de ulidelige forhold taget i betragtning. De sidste ca. 100 km var jeg oppe at køre med en trucker og hans kone. Hun var aboriginal. På den køretur blev jeg fyldt med historier om, hvordan stammefolket havde kunnet overleve ude i den ubarmhjertige australske natur ved hjælp af hvad naturen kunne give dem. Det blev også til nogle drabelige historier om turister, som var blevet for uforsigtige - og ikke overlevede. Det gav stof til eftertanke. Et sted pegede Malcolm til højre og sagde: ”Det spor fører de 100 km ned til Alice Springs. Ikke engang jeg tør køre den vej."
De næste par dage blev klaret uden anden hjælp end den sædvanlige håndsrækning i form af vand.Den sidste transporthjælp i lang tid fik jeg fik jeg mellem Kununurra og Victoria River. Jeg var kommet til Northern Territorry nu.Denne delstat havde noget nyt for mig: Ved større rastepladser var der opstillet vandtanke med drikkevand. En fantastisk hjælp. Første tank var dog en misser. Jeg havde fyldt en flaske op og drukket det meste inden at jeg opdagede, at resten af vandet flød med døde fluer! Jeg kunne smage fluer resten af dagen!
Ved Katherine kom jeg til lidt mere beboede områder. De godt 300 km vej mod nord til Darwin var noget mere trafikeret end jeg havde været vant til længe. Dog fik jeg et nyt problem. Luftfugtigheden steg dramatisk, og når jeg var af cyklen for at sætte nye lapper på slangerne (de gamle blev utætte – formentlig på grundt af varmen og luftfugtigheden), drev sveden i strømme ned ad arme og ben.
Den planlagte tur gennem Kakadu Park blev aflyst. Der skulle cykles direkte til og fra Darwin. Min styrtaskeholder var knækket en uges tid forinden. Det skulle laves nu. Jeg fandt en cykelforretning med en smed som nabo. På grund af svedige hænder kunne jeg imidlertid ikke holde på computeren, da jeg tog den af styret. Ned på gulvet røg den og klokkede ud! Så opholdet her betød både ny computer + to nye slanger. Holderen blev fikset hos smeden. 45 dage var nu gået, og jeg havde cyklet 8.351 km 185,5 km i snit. De sidste 15 dage havde ”kostet”. Men jeg havde nået ”Top End”!
Darwin – Townsville.
De så noget underligt på mig i Hayes Creek (midt imellemDarwin og Katherine), da jeg kom dertil for at overnatte for anden gang. Åh ja, så måtte jeg lægge ryg til at blive kaldt ”morder” dog med et grin og et glimt i øjet. Da de tyre gutter på puppen selv havde arbejdet på slagteri.
Jeg hilste forøvrigt på en filmstjerne i Adelaide River: Den store bøffel, Charlie, fra Crocodile Dundee havde fået sit otium i en indhegning der!Kathrine blev nået for anden gang. Her købte jeg endnu et dæk. Herfra gik turen ad Stuart Highway ind mod ”midten”. Undervejs blev det til et gensyn med gutterne fra Løkken, som på dette tidspunkt havde allieret sig med to andre danskere. Flere danskere hilste jeg på i Renner Springs. De havde endda set mig i Morgen-TV!
Jeg cyklede de ekstra 24 km ned til Tennant Creek, en ret misserabelt udseende by, måske på grund af de mange Aboriginals, som holdt til der. Næste dag de 24 km mod nord igen til vejkrydset Three Ways. Så gik det stik østpå! Det var blevet lidt mere overskyet på det seneste. På den måde hjalp det med til, at jeg ikke behøvede hjælp til transport. Selv ikke på den lange 190 km strækning til Barkly. Det blev endda tilbudt. Dog måtte jeg indse, at det ville blive nødvendigt på de øde 262 km mellem Barkly og Camooveal. Så jeg gjorde det, at jeg satte mig til at snakke med tilstedeværende truckere i Barkly. Det gav bonus.
Jerry lurede dog noget, da jeg ”kun” ville køre med de første 100 km, så kunne jeg selv klare resten. Han forstod dog, da jeg forklarede ham sagens rette sammenhæng: Jeg ville ikke miste for mange kilometer. Jeg blev sat af ude i bushen. Vejen efter Camooveal var en udfordring. På en strækning over 130 km var vejen så smal, at to biler ikke kunne komme forbi hinanden. Og ujævn! Strækningen kostede to knækkede holdere til bagagebæreren. Dog havde jeg reserver nok. Mount Isa og Cloncurry blev klaret. Jeg kunne næsten lugte havet nu, skønt det var endnu 900 km østpå! Selvtilliden fik dog et knæk! Strid modvind og ørkenagtige omgivelser omkring Julia Creek fik mig op at køre to gange på en dag. Endda med den samme person og hans hund! Næste gang - og skulle det vise sig - sidste gang på hele turen, at jeg fik hjælp til at komme frem, var til puppen i Torrens Creek. Her opholdt en hollænder sig, som havde været til Roskildefestival engang! Derfra var det lige op over passet på godt 500 m i White Mountains, og så nedad ud mod kysten. På denne side var jeg kommet til regnskoven. Øst for Charters Towers stod en søjle, som viste højeste vandstand de enkelte år i den nærliggende flod. Et mærke sad 22 m oppe i luften!
Hurra; Townsville og dermed kysten blev nået. Jeg havde lovet en af de, som jeg havde været oppe at køre med, at cykle nordpå til byen Cardwell. Det skulle være en dejlig tur og en indbydende by, så det gjorde jeg. Det ville også give mig nogle af de tabte km tilbage (300) og jeg var stadigvæk de dage foran programmet, som jeg havde vundet på transporten mellem Port Hedland og Broome.
Det var en dejlig tur! Cardwells hovedgade løb faktisk langs med stranden og med udsigt over mod regn- og bjergøen Hinchinbrook Island. Så ville jeg se vandfald! Et af dem var syv km fra vejen med adgang dertil ad en mindre vej. Den gik over i grusvej og senere gangsti. Et sted var vejen lagt hen over bunden af en flod. Det kostede en vandgang. Strømmen tog forhjulet, og da der samtidigt var belagt med alger på cementen, var et ”kryds” uundgåeligt. Vandet var dog ikke mere end 30-40 cm dybt, så der skete ingen skader. På tilbagevejen trak jeg over. Vandfaldet fik jeg dog ikke at se! På den føromtalte gangsti inde i regnskoven opdagede jeg på et tidspunkt to kæmpestore edderkopper sidde på min bluse. Da samtidigt mine ben var dækket af myg, var vejen retur til cyklen hurtigt overstået!Ikke mere regnskov på denne tur. Townsville blev nået nok en gang, jeg overnattede denne gang på et motel sydøst for byen. 61 dage var gået og jeg havde fået cyklet 10.941 km. 180 km pr dag. Nu måtte ”snittet” ikke komme længere ned!
Townsville Sydney
Her ude ved kysten var temperaturen faldet til 30-34 grader. Til gengæld var der mere fugtighed i luften. Et plus var det, at jeg kunne holde ind for at proviantere og hvile i løbet af en dag. En skuffelse var det dog, at jeg ikke fik kysten så meget at se, som jeg havde regnet med. Med en modsidevind blev dagene til ”totaltons” og jeg mærkede til hvor kraftige regnskyl, de kan få på de egne! Et uhyggeligt stykke skov kom jeg igennem ved Saint Lawrence mellem Mackay og Rockhampton: Træerne stod med 6-8 m. mellemrum og mellem dem var bygget kæmpestore edderkoppenet! Med bygherrerne placeret på dem! Jeg kunne se dem helt ude fra vejen. Ikke et område jeg ville bryde mig om at forvilde mig ind i om natten!
Så knageme endnu et gensyn! Før Rockhampton blev jeg overhalet af de to drenge – i bil- , som Løkken-drengene havde fundet sammen med ved Katherine. Det blev til en længere snak der i vejsiden. Jeg cyklede ind i Rockhampton i et forrygende tordenvejr.Dagen efter spærrede jeg ligegodt øjnene op: forude kunne jeg se en mountain-bike cyklist svinge over i min side af vejen! Sandelig, det var sjællænderen fra Great Ocean Road, som kom der! Vi var begge ”on time”...Så skulle der fortælles om de forløbne to måneders oplevelser. Han synes, at jeg så noget mager ud! Vi sagde farvel til hinanden denne gang. Ellers var landskabet nu mere præget af bakker og landbrug, som jeg havde kendt det i starten, sydfor Sydney.
Jeg tog en afstikker ud til kysten, Sunshine Coast, nord for Brisbane. Syd for byen kom jeg ud til Surfers Paradise med bunker af skyskraberlignende hoteller bygget helt ud til stranden. Nu begyndte det at gå stærkt!
Der blev indkøbt detaljerede vejkort. Jeg vidste jo, at jo nærmere, jeg kom Sydney, Jo oftere blev jeg ledt på mindre veje. Jeg valgte så at cykle ad mindre veje til Gosford, for så på sidstedagen at cykle til Patonga, med den lille færge til Palm Beach. Så bykørsel hele vejen ned til Manly. Der kunne jeg tage den store bil-og passagerfærge ind til centrum af Sydney. Forbi Operahuset og det hele!
Perfekt! Så ved middagstid den 4. December stod jeg ved lufthavnen, hvorfra jeg var startet 74 dage forinden. På grund af den megen transporthjælp fik jeg ”kun” cyklet 13.412 km = 180,02 km pr dag i snit. 7 km kortere end rekorden lød på, men i sidste ende gjaldt det bare om at slippe helskindet over turen. Jeg brugte 1 ½ dag som turist i Sydney. Først og fremmest omkring havneområdet. Jeg var oppe i 250 m højde i AMP-Tower. Flot udsigt ud over byen! Jeg var inde at spise hos Planet Hollywood. Som filmfreak var det lige sagen for mig at komme sådan et sted. Endelig brugte jeg et par timer i Sydney Akvarium.
Så gik turen hjemad til is og sne! En overraskelse ventede mig i Los Angeles: Jeg havde fået udstedt en billet til en afgang, som ikke eksisterede! Da jeg var alene, blev der fundet plads til mig i det næste fly til New York. Det resulterede i, at ikke al min bagage kom sammen med mig til Ålborg. Cyklen kom dog et par dage senere. Efter en hviledag blev det atter hverdag på Danish Crown, Års. :-)