På cykel over Rocky Mountains i bidende kulde og snestorme! Vanvid, vil de fleste nok sige. Netop hjemvendt fra en ret
strabadserende tur må jeg nok give dem ret!

Nu har jeg sundet mig efter at have udsat mig for næsten umenneskelige betingelser på en 2.400 km lang cykletur fra Denver til Portland. Og så i min ferie! Undervejs løb jeg ind i problemer, som begyndte allerede på førstedagen, da jeg nåede turens ”tag” i 3.717 m. højde på Nordamerikas højeste pasvej, Trail Ridge, i Rocky Mountain National Park vest for Denver.

Trail Ridge

Efter at have spist frokost i vintersportsbyen Estes Park i 2.400 m. højde gjorde jeg mig klar til sidste træk over passet, men allerede ved indkørslen til pasvejen blev jeg gjort opmærksom, at vejen længere fremme og højere oppe var lukket af sne. Jeg valgte alligevel at trampe videre, men i 3.400 m. var vejen videre frem spærret af en bom. Efter at have studeret et kort fandt jeg ud af, at der højst kunne være omkring 10 km. over til den anden side af bjerget. Derefter fandt jeg vintertøjet frem og gjorde mig klar til vanviddet iagttaget af nogle forundrede bilister, som nok havde en ide om, hvad jeg havde i sinde. Cyklen blev løftet over bommen og jeg selv fulgte efter. Efter et par kilometer begyndte sneen at lægge sig på vejen. Et uvejr med sne og blæst brød ud, og selv om sneen efterhånden lå i en halv meters højde på det meste af den smalle vej, fik det mig ikke til at give op. Jeg må erkende, at der ikke var plads til megen slingren: på den venstre side af vejen var der et fald på flere hundrede meter. På et tidspunkt var jeg også nødt til at bære og skubbe cyklen hen over de forblæste klipper ovenfor vejen. I et sandt snehelvede blev turens højeste punkt, 3.717 m, forceret før det atter gik nedad. I sne til op over navet på hjulene, blev cyklen løftet om på den anden side af bommen i den vestlige dal. Ud på farbar vej igen!

Specielle oplevelser

Skæbnen ville, at der kom endnu en snestorm, da jeg skulle over dagens andet pas i 3.000 m. højde. Derfor var jeg total iskold og stivfrossen ved nedkørslen på den nordlige side af bjerget. Jeg blev reddet af en bjergbonde ved at jeg fik ly for natten i familiens campingvogn. Mit ”held” med vejret var ikke ovre fordi jeg kom til Wyoming. På min vej mod Yellowstone røg jeg sandelig ind i nok en snestorm! Yellowstone havde jeg besøgt i ’85 og ’89. Hovedformålet denne gang var derfor at se bisons og opleve Grand Canyon of Yellowstone River. Det blev til nogle betagende oplevelser: Kløften havde nogle flotte udsigter og bøflerne svigtede heller ikke. Jeg kom til West Yellowstone lige før et mægtigt tordenvejr bragede løs over byen, så jeg kunne sidde i tørre omgivelser og spise aftensmad, medens regnen styrtede ned udenfor. Fra West Yellowstone fortsatte jeg til Idaho, som under en ganske vist skyfri himmel, men i strid modvind blev gennemcyklet på fire dage. Det blæste, så vindheksene føg ind i cyklen, langt værre var, at navet på forhjulet knagede og bragede og bagpå var friløbet ødelagt på grund af indtrængende urenheder fra turens første dag. Det betød, at jeg over mindst 400 km. var nødt til at holde kæden stram og det kostede i lårbasserne! På en rasteplads før Mountain Home var jeg lige ved at falde for fristelsen, da jeg blev tilbudt transport helt til Seattle af en ”trucker”! Høfligt afslog jeg dog tilbudet. Jeg ville ikke fremstå som en tøsedreng og opgive på halvvejen. Den beslutning fortrød jeg senere- flere gange! Det kunne ellers havde været sjovt at være blandt USA's truckere en dags tid.

Hjælp fra Mikkelsen

Boise blev passeret og det blev Oregon med retning mod Portland. Det var efterhånden blevet perfekt sommervejr og 25 grader. På et tidspunkt mødte jeg to cyklister i Dannebrogstrikotter. De blev råbt an! Den ene kørte pudsigt nok på en cykel, som han havde købt i Dansk Racing Sport, Esbjerg, ejet af en af mine gamle venner, Lars Jensen. Sådan er verden så lille! De sidste dage forløb heller ikke problemfrit. Aluminiumsstellet revnede og gode råd var dyre. Jeg søgte hjælp på en cafe med en del gæster. Jeg fandt igen hjælpsomme mennesker! Af dansk afstamning! Et pensionistægtepar med navnet Mikkelsen, hvoraf manden vidste, hvor man i en by 100 km. borte kunne finde en smed, som kunne ordne revnen. De skulle derhen alligevel! Værkstedet blev fundet og cyklen ordnet, så jeg kunne komme til Portland. I de godt og vel to uger siden det første snevejr havde friløbet gjort knuder og endelig få kilometer før målet, Portland Lufthavn, var det sket. Jeg måtte tage en taxa til et motel ved lufthavnen og skilte så cyklen ad der, så jeg var parat til afgang næste morgen.

Efterspil