Data:     Alaska:
                Kort
                1.876 km. = 144  km. pr. dag i gennemsnit.

Kom til Alaska! 

Sommerens cykeltur gik til det sydøstlige hjørne af Alaska: 13 dage på cyklen, en dag fri + 1 ½ dags transport hver vej.

Starten foregik i Anchorage  d. 18. Juni: På grund af en knækket holder til min cykelcomputer fik jeg en forsinket start på turen, da jeg måtte vente til, at butikkerne åbnede kl. 10, så jeg kunne få købt en ny computer. Så gik turen ellers langs sydsiden af Knik-Arm fjorden mod nordøst til byen Palmer i Manatuska River Valley, hvor jeg overnattede. Jeg var spændt på vejret næste morgen, da jeg vågnede. Der var dog ingen grund til bekymring: skyfri himmel og en temperatur, som i løbet af dagen sneg sig op til de 20 grader. Pragtfuldt: dagens mål var nemlig Manatuska gletcheren længere oppe ad dalen, som endte ca. en kilometer fra vejen. Som det så ofte gør i bjergegnene skiftede vejret op ad dagen, så jeg i stedet måtte nyde en direkte udsigt til gletcheren fra en restaurant, hvor jeg så spiste.

Søndag d. 20 juni skulle vise sig at have turens dårligste vejr: en silende iskold regn fra morgenstunden samt en vind af kulingstyrke (dog i ryggen). Det var ikke bedre, at jeg havde overnattet i knap 1000 m. højde, så det var koldt om morgenen. Det blev til et par lange ophold ved restauranter undervejs den dag! Hen på eftermiddagen klarede det dog op, så jeg kunne ankomme til min overnatning i Coppercenter Roadhouse i tørt tøj. Jeg ville nemlig gerne sydpå til Valdez, da jeg havde læst, at det skulle være en usædvanlig flot tur.

Det var det!

Vejret var da også perfekt med en skyfri himmel og temp. Over 20 grader, så jeg kunne rigtig beundre udsigten mod øst til de op til 5000 m. høje Wrangell-St.Elias mountains og senere blev jeg helt omgivet af stejle 2000 m. høje bjerge, da jeg nærmede mig bugten ved Valdez. To dage forinden missede jeg pga. det dårlige vejr Manatuskagletcheren. Denne dag kunne jeg komme helt hen til Worthinton-gletcheren oppe ved Thompson Pass i 845 m. Derfra var der en nedkørsel på 12 km. og derefter godt 20 km. Ud til Valdez ved Prince Williams Sound. Byen vrimlede med turister på grund af de mange turistattraktioner i omegnen. Valdez er også kendt som stedet, hvor Trans Alaska olieledningen oppe fra Prudhoe Bay ender. Dagen derpå skulle jeg dog de samme 185 km. nordpå igen til Glennallen. Ved passet snakkede jeg med et cykelinteresseret par fra Texas.

Et par timer senere ”fik” jeg min første ørn! En "Bald Eagle" sad og lurede i toppen af et træ ved vejen på et kadaver, som lå på vejen. Der blev taget et billede! Turen gik så mod nordøst mod Tok ved Alaska Highway. Undervejs fik jeg en af de overraskelser, som en sådan tur kan byde på: jeg mødte en turcyklist – amerikaner - som imidlertid svarede mig på et næsten flydende dansk! Det viste sig, at Marks mor var dansk; fra Arhus. Og havde lært ham hendes modersmål- godt endda! Vi fik os en god snak, da han også elskede at cykle rundt omkring bl.a. havde han cyklet i Argentina, Peru og Chile. Kort tid efter vores afsked fik jeg øje på min første elg-ko tæt ved vejen.

Dagen efter –lige før Tok- mødte jeg en flok cykelmotionister på tur med servicevogn og det hele efter sig. Tok og dermed Alaska Highway blev nået og jeg tog retning mod Fairbanks, hovedbyen i det centrale Alaska. Jeg opdagede, at jeg havde lavet en bet ved planlægningen af turen: der var ingen hytter eller værelser ved Dot Lake Lodge, så det betød, at dagens distance ikke blev 15o km., men 229 km.! Deraf 20 km. Vejarbejde med grusvej! De sidste 80 km. blev kørt med 30 km. I timen i snit!Her var jeg kommet nordfor den høje Alaska Range bjergkæde og til det centrale Alaska. Temperaturen omkring Fairbanks de dage lå mellem 26 og 30 grader med skyfri himmel. Bedre sommer end derhjemme! Der blev indtaget nogle gevaldige soft-ice!

Fra Fairbanks gik turen nu i sydlig retning mod Anchorage knap 600 km. borte. Lidt udenfor byen traf jeg et hollandsk ægtepar på turcykling. Hun havde faktisk cyklet i Australien to gange og havde cyklet til Nordkapp og retur. Vi udvekslede minder ved et sted kaldet Skinny Dicks. Min overnatningsby, Nenana, er nok mest kendt for at være stedet, hvor der bliver indgået væddemål om forårets komme ved at isen på floden Tanana revner. Vindertidspunktet skal være på minuttet. I år skete det d. 29 april kl. 21.47 og førstepræmien var på 280.500 dollars!

Denali National Park

Jeg nærmede mig nu hovedpunktet på mit program: Denali National Park med det 6200 m. høje Mount Mckinley og masser af dyr inde på området. Mit på forhånd største problem var at finde overnatning for to nætter, da turisttilstrømningen her var enorm. Det lykkedes faktisk. En telthytte til en pris af 69 dollars pr. nat, hvilket ikke overraskede mig. Dernæst cyklede jeg til parkinformationscentret for at blive booket ind til en bustur de 89 miles ad grusvej til Kantishna og retur. (de første 15 miles må biler godt køre, men derfra må kun busser, parkens egne og cyklister! Fortsætte,) Jeg blev dog lige stoppet ved indgangen til centret af en amerikaner, som sagde, at han havde kørt, i bil, bagefter mig lige før middag. For at passe på mig.

En ulv var nemlig sprunget ud fra skoven og løbet efter mig og var så tæt på, at den havde snappet efter cykeltaskerne!

Om jeg havde set den? Næh!

Der havde været modvind den formiddag. Eneste afgang, som jeg kunne komme med næste dag var afgangen til Eielson Visitor Center, 66 miles inde = 8 timers bustur. Al proviant skulle medbringes, da der ikke kunne købes noget spiseligt inde i parken. Næste dags morgen blev mit humør noget dårligere, da det småregnede. Det blev dog bedre hen mod middag og solen begyndte at titte frem. At skulle ind og se på dyr her er ensbetydende med den brune bjørn, Grizzlyen. Den reddede da også turen med sin opdukken ved vejen. Samt alle de andre dyr: Caribuu, elge, ørne, bjerggeder og andre, som jeg ikke lige fattede navnene på.: vores chauffør fungerede som guide på turen. Ellers stod turen på bjergkørsel på smal grusvej med pas i 1100 til 1200 m. højde op i polar tundraen træløse vidder. Desværre skjulte Mount Mckinley lige netop den dag sin mægtige top i skydækket: den rager 3000 m. højere op end sine 3000 m. høje naboer! Lige bortset fra dette syn svarede Denali til mine forventninger og jeg var glad for at have brugt en dag her.

Mod Anchorage

Min overnatning syd for parken kom til at svare til sit navn: Marys Mckinley View Lodge. Skyerne var forsvundet i løbet af aftenen og fra midnat kunne jeg se det høje bjerg rage op over de kun halvt så høje nabobjerge. Den følgende dag var jeg lidt frustreret over at cykle med ryggen til dette syn, som selvom det efterhånden var over 100 km. Borte, stadig var imponerende. Den formiddag vendte jeg mig om mange gange for at se bagud! Jeg havde egentlig udset Houston til at blive mit sidste overnatningssted i Alaska, men i stedet blev det stedet, hvor jeg fik mit livs største soft-ice! Vel 30 cm. Høj, men det passede mig fint i det godt og vel 25 grader varme vejr. I stedet blev det så Wasilla, hvor jeg fandt mig et passende motel. Herfra og de sidste 80 km. Til lufthavnen var det samme strækning som på udturen. Jeg gav mig god tid og kom ind på anchorages hovedstrøg og omkring turistbureauet inden jeg cyklede til lufthavnen. Forinden mødte jeg to lokale cyklister, som havde været på ferie i Schweiz og Østrig engang. Bl.a. med Jungfraubahn de 3600 m. op til Eiger og Jungfrau i Schweiz. En tur, som jeg selv har prøvet. Der blev udvekslet minder. Derefter var det bare at skille det hele ad inden den lange hjemtur til Hobro, hvor jeg ankom 36 timer efter afgangen fra Anchorage. Denne gang kan jeg se tilbage på en perfekt, pragtfuld tur uden nævneværdige problemer af nogen art i Alaska. Med temp. Mellem 25-30 grader de 10 af de 14 dage og jeg fik cyklet 1876,48 km. På de 13 dage: ren ferie og naturoplevelse, så derfor: Kom til Alaska og oplev.

Men tag den store tegnebog med!